Dag 8
Der er stadig masser af bakker - kører faktisk det mest kuperede stykke mellem tidsstationer målt pr. miles i - Maryland! Op, ned, op. Vi begynder at tro på, at vi kan nå det under 7 døgn og kører kortere skift pga. varme og for at holde tempo. Frederik giver fuld gas og drøner igen forbi englænderne - han kører så meget hurtigere, at han slet ikke når at veksle et ord med deres rytter, da han overhaler. Kører i gennem slagmarken fra den amerikanske borgerkrig ved Gettysburg - minder om Dybbøl - bare 10 gange så stor. Søren annoncerer os over højtaleranlægget til alle de besøgende, selvom vi er belevt bedt om at udvise respekt - gør vist ikke noget - folk kigger bare nysgerrigt.

Giver mig fuldt ud på alle skift. Til sidst skifter vi hver halve time. Er træt, men har det ellers supergodt, kan sagtens træde helt i gennem på alle små bakker. Frederik får en lille krise og kaster op - når at tænke, at jeg sagtens kan køre resten alene og stadig nå under 7 døgn, men Frederik får det hurtigt bedre. Tidsstation 50 og 51 - vi har ingen tidsstraf, så vi drøner bare forbi den store tidsstation 52 ved Mt. Airy - nu kan det ikke gå galt - medvind og under 100km igen. Frederik synger internationale for mig over højtaleranlægget på bilen. Vi kører det sidste stykke frem til målpunktet udenfor Anapolis sammen. Herfra ruller vi ind til molen i Anapolis med følgebiler for og bag - alt for langsomt 10 km/t i 35 grader og 80% luftfugtighed. Er næsten det hårdeste stykke - i hvert fald sidste dag.

Lidt antiklimaks i målet, hvor man godt kan mærke, at RAAM-arrangørerne er ved at være godt trætte. Bliver kort interviewet på scenen, får medaljer og bliver fotograferet. Fortryder at vi ikke hopper i vandet, men kan vist ikke helt overskue det på daværende tidspunkt - med mine svømmeevner er det ikke usandsynligt, at jeg ikke kan komme op igen.

I mål 6 døgn 23 timer og 28 minutter efter starten i Oceanside - er dødtræt, men har det ellers fint. Kan vi gøre det 12 timer hurtigere og sætte rekord en anden gang? Er næsten helt sikker på det.

Se billeder fra dag 8