Dag 5

Missouri! Troede egentlig også Missouri var prærieland, men det er noget helt andet. Endelig bakker - op og ned. Skønt står op på alle bakker for at skåne bagdelen. Det kører fint. Jeg nyder det nok mere end Frederik, der vist er mere til Kansas. Vi passerer de bagerste soloryttere. Lidt uhyggeligt. Bagerste står i vejkanten og krammer en af sine hjælpere, da vi kører forbi. Næstbagerste er helt væk, da Frederik snakker med ham og bruger krave for at holde hovedet oppe! Han gennemfører ikke.

Når frem til Jefferson City ved aftenstid. Har ikke haft det bedre siden første dag. Kun bagdelen generer mig egentlig. Benene har det rigtig godt. Prøver at lokke Mads og Bent på milkshake-bølgen, men Bent er ikke imponeret og smider sin ud. Overvejer om jeg skal fiske den op af skraldespanden. Er konstant sulten.

Starter natteskift. Er noget morgensur, fordi jeg er vågnet lidt for sent i forhold til start, men efter et par bakker går det over. Har dog stadig problemer med siddesår. Vejene er ikke særlig gode.

Pludselig sidder mit baghjul fast i mellemrum mellem betonstykker på gammeldags betonvej. Jeg kan ikke holde cykel. Når at tænke, at nu vælter jeg, og at jeg skal ned på siden, så jeg ikke brækker noget. Rammer med knæ, hofte, albue og overarm. Har kun hudafskrabninger. Fuldstændig chokeret. Sidder mit i mørket, midt i USA og synes egentlig bare, at jeg skal ind i bilen og ligge ned. Lars og Jesper insisterer på, at jeg skal cykle videre. Ved godt det er det rigtige, men har ikke lyst. Kommer i gang med at cykle, men er helt tappet for energi. Kører med lukkede øjne flere gange, men heldigvis på lige vej og så langsomt, at der ikke sker noget. Synes på et tidspunkt, at vejen længere fremme består af min drikkedunk og tænker, at jeg vælter, når jeg skal køre på den. Det vrimler med frøer på vejen - de er ægte nok, tror jeg - meget surrealistisk. Siger, at vi er nødt til at skifte. Aner ikke hvor længe jeg cykler efter styrtet. Sover mens Frederik kører - 2 timer? - 3 timer?

Bliver vækket eller vågner? Er nødt til at køre. Frederik ser virkelig træt ud. Jeg er sur. Synes det var for farligt at køre videre i nat. Får ret stærk smertestillende af Lars (der blot kalder det en kodimagnyl)… Hjælper meget på smerterne. Kører et stykke sammen med Frederik og siger, at jeg har det fint og helt sikkert kan fortsætte. Sikkert på grund af de smertestillende piller. Vi kører lidt om kap på en lille bakke - konkurrencemennesker…

Se billeder fra dag 4-7